3. marts 2012

Vikinger i vest - vikingetiden i Vestjylland

Skrevet af Palle Eriksen, Torben Egeberg, Lis Helles Olesen og Hans Rostholm.
Udgivet af Ringkøbing-Skjern Museum, Holstebro Museum og Herning Museum samt Jysk Arkæologisk Selskab, 2009.

Det er en rigtig rigtig lækker bog og helt ulig de bøger, som du normal kan finde om vikingetiden! Den har et lokalt udgangspunkt som er det gamle Hardsyssel / Ringkøbing Amt (samt sammenligninger til det øvrige DK) og så indeholder den en masse arkæologisk information om de 128 lokaliteter med fund. Derfor får man ikke den sædvanlige overblikslæsning over perioden og bogen sigter da heller ikke på at være en historisk fremstilling. Det falder virkelig meget i min smag, for man kan ellers godt synes at man læser de samme oplysninger igen og igen, når man får fat i "en alm. bog om vikingetiden".
Den er skrevet i et flydende og let læseligt sprog (pånær kapitlet "Efter døden" som er lidt tungt med mange arkæologiske beskrivelser.) Den indeholder fine korte temaartikler sat ind i den grundlæggende tekst, masser af  fine illustrationer og et omfattende katalog over de 128 lokaliteter/fund.

* Vidste du fx at de ældst kendte vandmøller i DK er fundet i Vestjylland?
* Eller at vesterhavskysten lå ca. 1 km længere ude end i dag og at der eksisterede et stort indre farvand, hvor man kunne sejle fra Ringkøbing Fjord helt op til Nissum Fjord?

Derudover er det gået op for mig, at der i min egen hjemby også er gjort fund af 2 langhuse samt et grubehus lige ved siden af kirken, som ligger på en mindre bakke. I kapitlet "Kirker af træ og sten" anskueliggøres en stærk sammenhæng mellem vikingetidens stormands-bebyggelser og placeringen af de ældste romanske stenkirker i landet. Det er også rigtigt interessant, men nok tvivlsomt om det også gælder for min hjemby.